Kronik af Ulf Nordlund, lærer og orkesterleder
 

Der foreligger åbenlyse skævheder i mange af landets musikskoler angående såvel instrumentfordeling som socialt tilhørsforhold.
Den nuværende statiske tilstand ligner kulturelt og menneskeligt resourssespild.
Gennem mere end 20 år har musikskolerne lavet sammenspilsgrupper af enhver tænkelig og utænkelig art.
I stedet ville det være mere rationelt for alle parter, hvis man fandt frem til hvilket orkesterinstrument eleverne egnede sig for at spille på.
 

Det er i høj grad TV-mediet og pladeindustriens populærpåvirkning, der er blevet afgørende for børns ønsker.
Den multinationale popindustri med Fast-Food-musikken sætter dagsordenen, selv i Danmarks Radio. Jazzmusikken og især den klassiske musik er skubbet helt ud i rabatten. En slags U-landspædagogik. Musikken er blevet mere billed end lyd. Et materialiseret udstillingsvindue med baggrundsstress.
 

Det er vanskeligt at finde nuancerne og pauserne, der giver balance i sindet og ro i sjælen. Vi må lære vores børn at blive gode lyttere.
 

På vej mod 2 musikkulturer
Det musiske netværk er delt op i 2 verdener. Indenfor og udenfor musikskolen med de fleste større amatørorkestre befindende sig fra et sted midt imellem til langt udenfor. Næsten al videregående strygerundervisning, nyere klassisk musik og jazzmusik er placeret udenfor. Musikskolerne i deres nuværende form må ændre struktur.
Ellers risikerer de at udspille deres rolle.
 

Det er blevet de bedrestillede forældre og politikernes musikskoler.
Den store gruppe unge og tidens nye musik, jazz eller klassisk, er kommet i 2. række.
De handicappede, – de fysisk eller psykisk syge findes slet ikke.
 

Samfundets musikstruktur er ved at knække over i to dele: den klassiske og den såkaldt rytmiske. (Al musik er vel rytmisk?)
 

Vi er på vej mod to musikkulturer uden tilknytning eller forståelse for hinanden.
Sådan må det ikke blive. Klassisk og rytmisk hører sammen. Man har brug for hinandens inspiration og udveksling.
Børn og unge kan rumme det hele, hvis mulighederne findes.

 

Mozart ville med kyshånd have taget det nye årtusinds rytmiske musik til sig.

Musiklærere skal kunne undervise i begge lejre.

 

Musikskolen tættere på folkeskolen
Vi må lære bedre at udvikle vores potentiale – børnene. Finde frem til alle de mange egnede fra alle miljøer. Ikke kun de få åbentlyse talenter.

​

Vi må være opsøgende. Ikke blot afventende. Talentmassens pleje er en kulturel nødvendighed. Musikskolens sammenspilsmuligheder ligger i et tæt integreret samarbejde med folkeskolen.
Måske kunne musikskolerne med fordel lægges ind i folkeskolernes regi ? Faget musik ville få en helt anden og mere positiv betydning for alle børns udvikling og en mere central placering i hele uddannelsessystemet.
En ‘orkester- og musikskolevejleder’ kunne måske afhjælpe problemstillingen.

​

Eller danne flerkulturelle skoler, så billedkunstnere, artister, gøglere, nycirkus og musikere kunne inspirere hinanden.

​

Mennesker bør gøre det, de er gode til.
Musikskoleloven fra 1991 er en fornem lov. Men intentionerne om den brede folkelighed i musikkens verden er desværre forblevet en illusion. Loven er ikke blevet forvaltet efter hensigten. Det er blevet en social skæv lov til fordel for den velbjergede befolknings børn. Man har ikke kunnet takle elevernes overgang fra forskole til egentlig instrumentalundervisning. Alsidigheden er ikke lykkedes. Erfaringen har vist, at løsningen på dette problem er oprettelse af større begynderorkestre for børn i 9-12 års alderen, altså inden pubertetsalderen.

​

Orkestrene er rygraden
Indlæringen bør den første sæson ud over sammenspil foregå i mindre grupper med 3 – 5 elever pr. lektion. Det gør undervisningen mere effektiv, rationel og økonomisk overkommelig.
Flere elever kan deltage. Fællesskabet er fremherskende og frafaldet minimalt. De store klassiske orkestre er nødvendige, de er hele rygraden i vores musikkultur.
De mindre kendte instrumenter bliver repræsenterede og sammenspilsgrupper opstår helt af sig selv.
Det er for længst dokumenteret, at børns beskæftigelse med musik øger deres evne til anden indlæring og social tilpasning. Gennem mit arbejde med psykisk syge patienter er jeg blevet overbevidst om musikkens sammenspilsmæssige muligheder som middel i behandlingen af skizofrene unge, der ofte er i besiddelse af forbløffende høreevner.
I denne forbindelse opfatter jeg orkesterspil som en forebyggende musikterapiform.

​

Aalborg viste vejen
Talent findes de fleste steder. Ofte, hvor man mindst venter det.

​

Idéen til musiktesten tog form i 1970. Det år blev jeg opfordret til at opbygge et større skoleorkester i Aalborg. Måske fordi jeg i årene forinden havde haft held med at udføre noget tilsvarende i Rødovre, i dag kendt som Rødovre Concert Band. Ud fra devisen: Se, Alborg viser vej ! var man indstillet på udgiften til såvel instrumenter som lærerkræfter.
Der var altså tale om et nordjydsk prestigeprojekt, men alligevel betingede man sig, at medlemmerne var bredt socialt sammensat.
Der var ikke kun tale om klaverpædagogens artige elever fra de pæne borgerlige hjem. Rødderne fra gadehjørnerne skulle også være med.

​

Jeg arbejdede sammen med en pragtfuld musiker, pianisten og korlederen Poul Schrøder. Han skulle opbygge en kortradition sideløbende med orkestret.
Det blev et venskab for livet. Vi blev klar over, at vi måtte finde et redskab, en metode, der kunne anvendes i vores søgen efter eleverne, der skulle udgøre kor og orkester.
Vi skulle ikke blot finde dem på kort tid, vi skulle også hurtigt finde ud af, hvad de var gode til. I forvejen kendte vi til en række lyd- og lyttetests, som blev anvendt på konservatorier rundt omkring, navnlig i udlandet.
Disse var imidlertid alt for avancerede og tidsmæssigt uoverskuelige.

​

Musiktesten
Efter en længere debat med seminariefolk, skolepsykologer, musikere og politikere gik vi igang med udarbejdelsen af vores musiktest. Et par års intensivt arbejde gik, før vi nåede frem til et acceptabelt resultat. Vi er Århus Universitet stor tak skyldig for lån af laboratorium og udstyr. Selve testen blev indspillet på bånd med en varighed på 30 min. – afpasset til en skoletime.

​

På denne måde lykkedes det indenfor få år at skabe en kor- og orkesterafdeling med over 200 elever i alderen 8-16 år fordelt på et skoleorkester, et begynderorkester, et slagtøjsensemble samt to kor for hhv. små og større elever. Borgmester Marius Andersen kunne ved kommunevalget i 1974 præsentere et 50-mands fuldt udbygget og overraskende velfungerende skoleorkester.

​

Senere har jeg fået lejlighed til gradvist at forbedre konceptet i forbindelse med oprettelse af flere typer orkestre og i øvrigt til afhjælpning af mange musikskolers svigtende tilgang af elever til især stryge- og blæseinstrumenter.Multi-etnisk sammenspil

​

I slutningen af 70’erne lykkedes metoden i Ishøj kommune med en stor blandet gruppe af danske og indvandrerbørn. Det lykkedes at gøre alle til ligeværdige partnere i et fælles multietnisk sammenspil. Det var et forbilledligt integrationsprojekt, før noget sådant blev politisk opfundet. En stor orkesterafdeling med både brass-band, big-band og steel-band blev resultatet. Jeg blev klar over, i hvor høj grad min metode kunne medvirke til socialicering og integrering af flygtninge-/indvandrerbørn. Populært sagt, at få musikken til at bygge bro – også i socialt arbejde. En gruppe velbegavede kriminelt truede unge blev inspireret ud af deres frustrerede hverdag.

​

Det er en erkendelse, at musikken er det eneste virkeligt internationale sprog, vi har.

​

Musisk livskvalitet og politisk forståelse
Musiktestmetoden er ikke en universalløsning. Men det er påfaldende, hvor mange børn og unge, der er kommet til at fungere godt også i andre sammenhænge, efter de fik muligheden for at deltage i et større musisk sammenspil. Her åbnes for en hjerneaktivitet, der ellers ikke bliver udnyttet. Ikke alene fordi man lærer at spille musik, men fordi man får fællesskabet til både at swinge og fungere. Det burde være en menneskeret på alle niveauer.

For mig virker det paradoksalt at uforholdsvis mange politikere ingen personlig berøringsflade har med musikudøvelse. Kommunerne har stort set ingen formuleret kulturpolitik. Politikernes ofte tilfældige afgørelser træffes ikke grundet uvilje, mere på grund af forkert rollefordeling og manglende struktur i byrådsarbejdet.
Kunstens og kommunalpolitikernes verden er langt fra hinanden.
Orkesterudøvelse har en indbygget opdragende funktion.

​

Politisk og ledelsesmæssigt vil det være muligt ganske nøje at konsekvensberegne udbytte og økonomi. Kvalitetsmåling !
Ny erkendelse må der til. Et enkelt keyboard eller en PC’er, der tilsyneladende kan det hele, er ingen løsning. Hver skole – sit orkester.
Det ville være en drøm af en vision.

 

Vi må lære vores børn at livskvalitet er noget andet end profit og økonomisk udbytte. Vi er et rigt land, der burde kunne skabe lige musiske vilkår for alle børn. Jeg tror på, at grundlaget for et positivt og demokratisk menneskesyn i høj grad opnås gennem fælles musisk beskæftigelse især i barne- og ungdomsårene.